En legende takker af.

 

Efter at have været instruktør hver sæson siden 1941, har en legende indenfor gymnastikken i Sønderjylland, Meta Frederiksen fra Havnbjerg på Nordals, valgt at sige stop.

 

Det er en helt utrolig præstation, Meta har ydet.

 

Indsatsen er først og fremmest lagt som instruktør i Havnbjerg Idrætsforenings Gymnastikafdeling fra dens grundlæggelse 24. januar 1957 og til dens sammenlægning med Nordborg Gymnastikforening i 1995. Men også Metas fortsatte virke som instruktør og opbakning af den nye Nordals Gymnastikforening er beundringsværdig.

 

Udover instruktørgerningen fungerede Meta som kasserer i Havnbjerg Idrætsforenings Gymnastikafdeling i 30 år, fra 1958 til 1988.

 

Meta er således det gennemgående element i gymnastikarbejdet i Havnbjerg, hvor hun altid viser trofasthed og loyalitet overfor gymnaster såvel som Nordals Gymnastikforening. Et kendetegn herpå er det, at mindst to af Metas gymnaster har fulgt hende på holdet gennem 40 år.

 

Sin gymnastikmæssige karriere startede Meta som 16 årig i 1941, hvor hun blev udtaget af Sønderjydsk Idrætsforening til et ophold på Snoghøj Gymnastikhøjskole. Efter opholdet på Snoghøj var Meta i 15 år instruktør i Blans, Notmark, Augustenborg og Egen, før hun i 1956 kom til Havnbjerg. Gymnastikken foregik i starten på Maikroen i Elsmark, men da Havnbjergs nye skole blev bygget få år senere, flyttede Meta med sit hold hertil, hvor hun blev siden.

 

Ved siden af gerningen indenfor gymnastikken, virkede Meta også ved Havnbjerg Idrætsforenings kulturelle aktiviteter. Gennem en årrække medvirkede Meta således ved HIF-revyen, som dengang også foregik på Maikroen. I sin egenskab af kasserer, var det naturligvis Meta, der solgte billeterne. Ved siden af var Meta sufflør, og hun stod for smørrebrødsbestillingerne. Forudsætninger for at bestride disse to hverv havde Meta også. Jeg har et godt organ, så de hører efter, siger hun selv, og så har Meta en fortid i køkkenet på Havnbjerg Kro, hvor hun har komponeret mangt et stykke smørrebrød.

 

De seneste år ledede Meta Sammenholdet. Holdet bestod af cirka 24 motionsdamer, som Meta - ud over gymnastikken - hvert år gav kulturelle oplevelser lokalområdet.

 

NGF takker Meta for sin store indsats for gymnastikken på Nordals og ønsker, at hun må få et godt og langt otium. Må hendes slagord blive foreningens ledetråd: Det er lysten, der driver værket, men det er det gode sammenhold med gymnasterne, der tæller.